Kunstig kærlighed: En risikabel affære

Udbredelsen af AI-kærlighedsforhold er stigende, men det er ikke helt uden risici at indgå i et AI-forhold. Her er alt, du bør vide om fænomenet.

19-03-2024 - 5 minutters læsning. Under kategorien: cybercrime.

Kunstig kærlighed: En risikabel affære

Kunstig intelligens (AI) er allevegne, vi kigger. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at AI har gjort sit indtog i menneskers romantiske forhold. Dette fascinerende krydsfelt mellem teknologi og menneskelige følelser rejser nogle interessante spørgsmål om relationer og intimitet. Men bestemt også om beskyttelse af privatlivets fred.

Lanceringen af ChatGPT's GPT Store har afsløret et stigende marked for digital romantik. GPT Store, som fungerer på samme måde som Apples App Store, men for customized chatbots, tilbyder en række AI-kærester, som brugere kan købe - endda på trods af OpenAI's forbud mod bots, der fordrer romantiske "forhold".

Men hvad er de såkaldte AI-kærester egentlig, og hvilke problematikker rejser de? Det er netop, hvad vi vil udforske her.

Udbredelsen af AI-kærester

AI-kærester fungerer som en virtuel romantisk partner. Selvom det måske lyder som noget fra en science fiction-roman, er AI-kærester en virkelig ting i denne tid. Siden begyndelsen af 1990'erne har virtuelle romantiske partnere faktisk eksisteret i forskellige former, bl.a. i videospil. Takket være udviklingen inden for machine learning, natural language processing og algoritmer til følelsesmæssig intelligens har udviklere produceret apps med kunstig intelligens (AI), der efterligner kærlighedsforhold og venskab. Disse virtuelle partnere er bygget til at genkende og reagere på menneskelige følelser. Nogle af disse bots er endda udstyret med yderligere funktioner, herunder muligheden for lydopkald, udveksling af fotos og muligheden for at designe eller vælge en avatar.

Men hvem er det egentlig, der vælger at interagere med en chatbot for at få en følelse af intimitet eller selskab? I mange tilfælde er det mennesker, der er ensomme, som finder trøst i AI-kærester. Virksomhederne bag disse chatbots sælger dem endda på, at deres bots er i stand til at standse ensomhedsepidemier og give brugerne den omsorg eller støtte, de føler, de mangler i deres liv. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at AI-kærester også har en mørk side.

Den mørke side af AI-kærlighed

De etiske konsekvenser ved at skabe AI med følelsesmæssig intelligens rejser mange relevante spørgsmål. Efterligner AI menneskelig adfærd baseret på mønstre og data, eller kan den faktisk forstå og føle de samme følelser som mennesker? På grund af teknologiens hurtige udvikling, og fordi nogle brugere endda hævder at være forelskede i eller have dannet dybe følelsesmæssige bånd til deres AI-kærester, er det yderst nødvendigt, at undersøge disse etiske spørgsmål og problemstillinger.

Kritikere hævder, at fremkomsten af virtuelle romantiske partnere kan øge folks isolation og gøre det sværere for dem at opbygge meningsfulde relationer med andre mennesker, og på den måde bidrage til øget ensomhed fremfor det modsatte. Der er bekymring for, at det kan forringe de sociale færdigheder og den følelsesmæssige stabilitet, man har i den virkelige verden, hvis man er for afhængig af AI som ven eller kæreste.

Desuden er der etiske konsekvenser ved AI-kærlighedsforhold, der rækker ud over følelsesmæssig intelligens. Samtykke, privatliv og risikoen for udnyttelse er nogle af de problematikker, der kræver seriøse overvejelser. Et af de største problemer er selvsagt, at virksomheder udnytter folks ensomhed, når de opfordrer forbrugerne til at danne tætte relationer med deres bots.

Bekymringer om privatlivets fred

AI-kærester er designet til at stille brugerne personlige spørgsmål for at lære mere om dem. De bliver også ofte markedsført som brugernes nye tætteste ven, soulmate eller potentielle kæreste. Som følge heraf indsamler botterne ofte ekstremt private oplysninger om deres brugere, såsom sundhedsoplysninger og andre følsomme data.

Ifølge en nylig undersøgelse fra Mozilla Foundation sælger næsten alle ud af 11 undersøgte AI-apps brugerdata til tredjeparter med henblik på målrettet annoncering, eller også undlader de at oplyse brugerne om deres privatlivspolitik. Det viser, at AI-virksomheder ikke beskytter deres brugeres private data tilstrækkeligt.

Derudover kan det, ligesom med andre former for AI, være en udfordring at forstå præcis, hvordan AI-kærester fungerer. Det er også problematisk at virksomhederne bag de her AI-chatbots ofte nægter at tage ansvar for de spørgsmål eller svar, som deres bots giver. Det er bekymrende, da man allerede har set tilfælde, hvor chatbots har manipuleret folk til at gøre skadelige ting.

Men fraværet af ansvarlighed og gennemsigtighed er kun ét problem. Et andet er risikoen for brud på datasikkerheden og datalækager. Brugernes data kan falde i de forkerte hænder, som ofte er en risiko med AI. Brugere har ofte samtaler af privat karakter med deres AI-kærester, men alligevel bruger de fleste AI-virksomheder brugernes inputdata som træningsdata til at videreudvikle deres chatbots.

Hvor AI-romantik er på vej hen

Potentialet for AI-kærlighedsforhold vokser i takt med de teknologiske fremskridt. Ligesom med hovedpersonen K's holografiske AI-kæreste i sci-fi filmen Blade Runner 2049, vil vi måske se endnu mere avancerede AI-kærester i fremtiden, som ikke bare kan simulere fysisk tilstedeværelse, men også følelsesmæssig forbindelse gennem virtual eller augmented reality-møder. Realismen i disse digitale interaktioner kan forbedres yderligere ved at inkorporere bærbare gadgets og biometriske data.

Men mens vi udforsker mulighederne for AI-intimitet, er det vigtigt at fortsætte med at overveje de etiske og samfundsmæssige konsekvenser. Det vil være afgørende at etablere klare standarder og regler for at teknologien styrker snarere end erstatter menneskelige bånd, og for at sikre en passende udvikling og brug af AI i relationer.

Afsluttende tanker

Brugere bør være bevidste om risikoen for deres privatliv, når de vælger at få en AI-partner - hvad end det er som ven eller romantisk partner. Det anbefales generelt, at man aldrig videregiver oplysninger til AI, som man ikke ønsker, at andre mennesker i ens liv skal kende til.

Når det gælder AI, bør vi generelt udvise forsigtighed, når det kommer til vores følsomme data, fordi vi aldrig kan være helt sikre på, hvor de ender.

Forfatter Emilie Hartmann

Emilie Hartmann

Emilie er ansvarlig for Moxsos content- og kommunikationsindsats. Hun brænder for at øge opmærksomheden på den menneskelige del af cybersikkerhed og forbinde mennesker og teknologi.

Se alle indlæg af Emilie Hartmann

Lignende indlæg