Man kan ikke undgå at støde på cookies, når man trykker ind på en hjemmeside. Mange trykker bare “accepter alle” når de bliver spurgt om man vil sige ja til cookies. Men hvad er det egentlig, man siger ja til? Herunder forklarer vi hvad cookies er, så man kan blive mere opmærksom på, hvad man giver dem adgang til og hvilke funktioner de har.
Ingredienserne i cookies
Man kan måske spørge sig selv om, hvad cookies rent faktisk er. De er på stort set alle hjemmesider: man kan acceptere alle, nødvendige eller afvise dem helt. Der er fordele og ulemper ved det hele.
Cookies er datafiler, der bliver lagret i din browser. De er kernen i mange af de tekniske egenskaber, der er på hjemmesider, så de er ikke en farlig funktion at sige ja til.
Cookies har faktisk flere formål på de hjemmesider, du klikker ind på. Datafilerne er med til at sikre, at en hjemmeside fungerer som den skal, at grafikken er god, og at, hvis du f.eks. shopper online, at dine ting bliver i kurven, imens du kigger videre på hjemmesiden.
En anden ting, som måske flere kender til, er, at cookies personaliserer annoncer og marketing - det bliver altså målrettet til dig og dine præferencer. Dette kan være sprogindstillinger eller lignende indstillinger, du laver på forskellige hjemmesider.
Cookies’ funktion
Der er to grundlæggende funktioner, som cookies udfører:
- De sporer brugerens færdsel på hjemmesiden
- De optimerer oplevelsen for brugeren med præferencer og indstillinger
Når man har accepteret cookies på en hjemmeside, vil den huske præferencer og indstillinger. Derfor vil den have samme indstillinger næste gang du besøger en hjemmeside, som da du besøgte den første gang og indstillede dine præferencer.
Cookies husker altså din historik i browseren og kan genkende de websites, du er på, og hvilke indstillinger og handlinger du lavede på den pågældende hjemmeside.
Mange virksomheder bruger cookies til at se, hvilke sider på deres hjemmeside, der får mange kliks, og hvor brugerne trykker hen, når de er på hjemmesiden. Cookies kan derfor optimere virksomhedens hjemmeside, når de har indsamlet datasæt.
Virksomheder er underlagt privatlivspolitikker, hvor de oplyser hvilke data de indsamler og hvilket formål dataindsamlingen har. Derudover er de også forpligtet til at oplyse hvordan dataen bliver behandlet. Dette skal skabe en transparens mellem virksomhed og den besøgende bruger.
De to forskellige cookies
Grundlæggende findes der to forskellige former for cookies, som bliver brugt af virksomheder. Det er session cookies og vedvarende cookies.
- Session cookies bliver lagret og brugt så længe en bruger befinder sig på hjemmesiden. Det er en “session”, der er i gang. Men så snart brugeren går af hjemmesiden, slutter sessionen, og al cookiedata bliver slettet, så snart browseren bliver lukket ned.
Det er også session cookies, der kontrollerer en brugers færden på en hjemmeside, ved at holde øje med, om de skal logge ind eller om de shopper videre. Men hvis en bruger eksempelvis lukket browseren med netbanken, så skal man logge ind igen, når man åbner browseren.
- Vedvarende cookies er cookies, som browseren husker. Det er altså din enhed, som eks. din computer, tablet eller telefon, som husker, at du har accepteret cookies på denne hjemmeside. Denne type cookies bliver gemt i et stykke tid, og enheden husker indstillinger og præferencer - også selvom du lukker browseren.
Det er typisk denne form for cookie, der bliver brugt til at lave statistikker på brugertrafik, så virksomheder kan se brugerens bevægelser på deres hjemmeside.
Udover de to hovedformer for cookies, findes der også førstepartscookies og tredjepartscookies.
- Førstepartscookies er de cookies, der ofte holder styr på loginoplysninger og shoppingkurve.
- Tredjepartscookies er cookies, der bruges til statistikker og analyser af brugertrafik på hjemmesider. Her er der ofte en tredjepart, der henter dataen ind til at lave analyser, markedsføring og personaliserer annoncer og indhold efter dine præferencer.
Du brænder dig ikke på cookies
Cookies indsamler informationer såsom:
- Identifikation
- IP-adresse
- Login og passwords
- Browser- og sprogindstillinger
- Sidevisninger
- Privatlivsindstillinger
- Købsinformationer
Selvom de indsamler data, som kan være personfølsomme, så skal man ikke være nervøs for at cookies bliver brugt til at hacke oplysninger om en bruger eller fra deres enheder. Cookies indeholder heller ikke farligt software.
Som nævnt, så bruger virksomheder cookies til at tracke brugeres bevægelser på hjemmesider. Det gør det for at sammensætte profiler til marketing, så man får mere relevante reklamer, når man er på nettet.
Mange websites, såsom Facebook, Pinterest og Twitter, har også en “del” knap, hvor man altså også tilkendegiver sin aktivitet på hjemmesiden - her kan virksomhederne se din aktivitet på tværs af de hjemmesider, som har den samme knap.
På den måde kan reklamer blive mere målrettet til dig, fordi de kan se hvilke sider, du er på. Hvis man læser en ekstra gang, inden man trykker “accepter alle”, kan man se, at man ofte kan sige ja til forskellige former for cookies. Dette er bl.a. til markedsføring og tekniske funktioner. Hvis man siger nej til dem, frasiger man sig også personaliserede annoncer fra hjemmesiderne, du befinder dig på.
Dog kan det påvirke funktionen af en hjemmeside, hvis man f.eks. blokerer cookies - de er, som tidligere nævnt, med til at optimerer brugeroplevelsen på hjemmesider. Derudover er der mange hjemmesider, der ikke fungerer uden brug af cookies. Hvis man f.eks. blokerer cookies ved onlineshopping, kan siden ikke fungere ordentligt, da den ikke vil huske din indkøbskurv.
Derfor skal man overveje formålet med den hjemmeside, man går ind på, inden man enten afviser eller accepterer cookies. Dette forbedrer din cybersikkerhed, som du også kan lære mere om ved awareness-træning.
Caroline Preisler
Caroline er copywriter for Moxso udover hendes daglige studie. Hun er i gang med sin kandidat i Engelsk og specialiserer sig i oversættelse og sprogpsykologi. Begge felter arbejder med kommunikationen mellem mennesker, og hvordan man skaber en fælles forståelse – disse elementer bliver inkorporeret i arbejdet, som hun laver her hos Moxso.
Se alle indlæg af Caroline Preisler