Fordele ved en adgangskodepolitik

Læs mere om hvorfor det er vigtigt med gode adganskodepolitikker. Det kan være med til at redde dine konti og data fra at blive misbrugt.

13-12-2023 - 7 minutters læsning. Under kategorien: tips.

Fordele ved en adgangskodepolitik

Når du hører om cybersikkerhed, er en af de første ting, du får at vide, at en god adgangskode og multi-faktor godkendelse (MFA) spiller en central rolle i at holde dine konti sikre. Stærke adgangskoder gør det meget sværere for enhver hacker at knække din kode og få adgang til dine private filer og dokumenter.

Den stigende cybertrussel har resulteret i, at organisationer, websteder og onlineplatforme har implementeret adgangskodepolitikker i deres threat management og reglementer.

Vi vil se nærmere på, hvad en adgangskodepolitik præcis er, og hvad der gør den til en essentiel del af god cybersikkerhed.

Hvad er en adgangskodepolitik?

Hvis en organisation, hjemmeside eller online platform vælger at implementere en adgangskodepolitik (jf. password policy), betyder det, at de laver et sæt regler og retningslinjer om adgangskodesikkerhed, som enhver medarbejder eller bruger skal overholde.

Politikkerne og reglementerne er lavet for at forbedre sikkerheden omkring brugerkonti og brugernes følsomme oplysninger. Når de har en stærk og unik adgangskode, bliver det meget sværere for uautoriserede brugere – eller hackere – at knække koden. Adgangskodepolitikker er således en væsentlig del af enhver organisations cybersikkerhed.

En adgangskodepolitik vil typisk indeholde:

Krav om en lang adgangskode: En adgangskodepolitik har normalt en minimums- og maksimumslængde på adgangskoderne, der bliver oprettet. Jo længere adgangskoden er, jo sværere er den at knække og gætte.

  • Kompleksitet: Dette krav indebærer, at du bruger specialtegn, tal og små og store bogstaver i din adgangskode. Som nævnt, så er mere komplekse adgangskoder svære at knække, da de gør mulighederne næsten uendelige, og dermed meget svære at gætte for hackeren.

  • Adgangskodehistorik: Dette definerer, hvor ofte du kan ændre din adgangskode og forhindrer dermed brugere i at genbruge tidligere adgangskoder. Selvom det er irriterende for os at finde på en ny adgangskodekombination, vil det forbedre cybersikkerheden markant.

  • Kontolås: Dette indstiller et bestemt antal forsøg du har, når du skal logge ind på din konto, før den midlertidigt bliver låst. Når du har en kontolås, forhindrer du brute-force-angreb, hvor hackere afprøver mange forskellige kombinationer, i håb om at finde din kode der giver dem adgang.

  • Opdaterede adgangskoder: Dette tiltag angiver, hvornår du skal ændre din adgangskode. Ofte går der mellem 6 måneder til et år, før du skal ændre din adgangskode; og ikke bruge en gammel adgangskode, som kravet om adgangskodehistorik beskriver.

  • MFA: MFA opfordrer brugerne til at have yderligere sikkerhed omkring deres adgangskoder. Du har derfor brug for en anden godkendelsesmetode end kun din adgangskode (som biometriske data og one-time passwords).

  • Gendannelse af din adgangskode: Med regler om, hvordan du gendanner din glemte adgangskode, sikrer du, at det kun er dig eller autoriserede personer, der vil være i stand til at gendanne din adgangskode.

  • Awareness-træning: Træning i cybersikkerhed hjælper medarbejderne til at se vigtigheden af f.eks. stærke adgangskoder og forbedret kontosikkerhed. Her lærer de at identificere phishing-forsøg og beskytte deres data.

  • Lagring af adgangskoder: Dette specificerer, hvordan du skal lagre dine adgangskoder, hvis du altså vælger at gøre det. Dette inkluderer sikre hashing-algoritmer og kryptering for at beskytte dine adgangskoder mod at blive stjålet og misbrugt.

  • Admin-adgang: Dette beskriver, hvordan administratorer kan forbedre og administrere etablerede adgangskodepolitikker på tværs af brugerkonti inden for jeres software og organisation.

  • Sikkerhedstjek: At have regelmæssige sikkerhedstjek indebærer vurderinger og kontrol af effektiviteten af dine adgangskodepolitikker, og vil yderligere blive gennemgået for at opdage potentielle sårbarheder og svagheder i jeres systemer og software.

  • Password managers: Et af de værktøjer, der kan hjælpe dig med at forbedre din adgangskodesikkerhed, er password managers. De er en slags boks, der opbevarer og genererer nye og komplekse adgangskoder til hver eneste hjemmeside, du logger på.

Der er mange ting en adgangskodepolitik kan indeholde, men det er disse initiativer, der hjælper med at beskytte dig og din organisation mod potentielle hackingangreb. Du kan reducere risikoen for databrud og andre cybersikkerhedshændelser og dermed beskytte følsomme oplysninger – både dine, men også dine kunders. Dette bevarer tilliden mellem alle parter.

Risici ved ikke at have en adgangskodepolitik

Det kan virke som meget arbejde at implementere og overholde en adgangskodepolitik, men ved at følge disse krav vil det hjælpe dig med at minimere potentielle sårbarheder og svagheder i dine systemer.

Hackere vil bruge mange forskellige metoder for at bryde dit cyberforsvar som de førnævnte brute-force angreb, men også gennem f.eks. ordbogsangreb og phishing. Når de knækker en svag adgangskode, får de adgang til dine data, hvilket dermed kan føre til bl.a. identitetstyveri og økonomisk tab.

Uden en adgangskodepolitik er brugere højst sandsynligt ikke opmærksomme på de trusler, de udsætter en organisation eller sig selv for.

Den største bekymring der er, hvis du ikke overholder en adgangskodepolitik, er hvor sårbare dine konti bliver. Igen virker det som en masse arbejde at følge hvert krav i adgangskodepolitikken, men de er til for at hjælpe og øge sikkerheden.

Hackere er blevet utroligt gode til deres job, så at knække en adgangskode, der inkluderer din fødselsdag eller dit kæledyrs navn, er barnemad for dem. Dette vil føre til databrud og misbrug af personlige data, hvilket kan koste dig og din arbejdsplads mange penge og ressourcer.

Fordele ved en stærk adgangskodepolitik

Vi vil lige opfriske hvorfor du bør have en stærk adgangskodepolitik, så vi tager et kig på fordelene ved en god adgangskodepolitik.

Først og fremmest forbedrer det din cybersikkerhed. Det fungerer som en forsvarsmekanisme, der gør det sværere for udenforstående at komme igennem dit cyberforsvar. Det beskytter således følsomme data mod at blive stjålet og udnyttet. Du kan spare mange penge og ressourcer, hvis du har implementeret en god adgangskodepolitik, bliver det meget sværere for hackerne at få de oplysninger, du normalt bruger til at få adgang til f.eks. netbanker.

I forbindelse hermed forhindrer du identitetstyveri. Hackere forsøger ofte at efterligne brugere for at udføre endnu flere hackingangreb gennem phishing og social engineering og imiteringsangreb. Hvis en kunde bliver ramt af et imiteringsangreb, vil du miste deres tillid og samarbejde med det samme. Hvis du tværtimod viser, at du implementerer adgangskodepolitikker og forbedret cybersikkerhed, vil de have større tillid til dig og din organisation.

Endelig vil det spare dig for at bruge ekstra ressourcer. Det vil forårsage en masse skade, hvis du bliver ramt af et cyberangreb - hvilket igen kan ske gennem brute force-angreb, der gætter dit kodeord. Hvis du fjerner denne indgang, eliminerer du dermed omkostningerne der er, hvis du mister adgangen til dine data og systemer.

Stærke adgangskoder = stærk cybersikkerhed

Adgangskodepolitikker hjælper dig med at beskytte data og kunderelationer. Det fungerer som en af de første forsvarslinjer i god cybersikkerhed.

En god adgangskodepolitik vil ofte omfatte mange forskellige tiltag såsom MFA, unikke adgangskoder og adgangskodehistorik. Awareness-træning hjælper med at øge bevidstheden om sikkerheden omkring dine adgangskoder; vi tænker måske ikke over, hvor vigtigt det er at have en god sikkerhed for vores adgangskoder.

Det er en god start at lave en stærk og unik adgangskode til dine konti - og ikke bruge den samme adgangskode til dine forskellige konti. Her kan password managers hjælpe dig; ellers kan du læse vores guide til at lave stærke adgangskoder her.

Forfatter Caroline Preisler

Caroline Preisler

Caroline er copywriter for Moxso udover hendes daglige studie. Hun er i gang med sin kandidat i Engelsk og specialiserer sig i oversættelse og sprogpsykologi. Begge felter arbejder med kommunikationen mellem mennesker, og hvordan man skaber en fælles forståelse – disse elementer bliver inkorporeret i arbejdet, som hun laver her hos Moxso.

Se alle indlæg af Caroline Preisler

Lignende indlæg