Hvad gør jeg, hvis jeg er blevet hacket?

Frygter du, at du er blevet hacket? Du får her en guide til, hvad du skal gøre, hvis du er blevet offer for et cyberangreb.

04-03-2022 - 5 minutters læsning. Under kategorien: malware.

Hvad gør jeg, hvis jeg er blevet hacket?

I takt med at cyberangreb bliver mere og mere avancerede, er der desværre også flere og flere, der bliver hacket gennem e-mail. Når du bliver hacket, de får it-kriminelle typisk adgang til dit brugernavn og password, som de derefter udnytter til at logge ind på de konti, du har til forskellige tjenester. Derefter kan de få adgang til personlige oplysninger som CPR-nummer eller oplysningerne til dit kreditkort. De kan også installere virus i dit computersystem eller på din telefon.

Hvordan kan jeg se, om jeg er blevet hacket?

Hvis din mail er blevet hacket, vil du oftest opleve, at der sker en række mærkelige ting. Der kan dukke et program op, som du ikke selv har installeret, eller dit webcam tænder pludselig af selv sig. Det kan også være, at der er programmer eller filer, der er blevet slettet. Det kan også ske, at du pludselig ikke kan logge på en konto, selvom du ved, at du ikke har glemt dit password.

Hvis du tvivl, om din mail er blevet hacket, så gå for en sikkerheds skyld ind på hjemmesiden www.haveibeenpwned.com, og tjek om dine oplysninger er blevet lækket. Det gør du ved at slå din e-mail op. Hvis din e-mail er blevet hacket, vil det fremgå på hjemmesiden, hvilke oplysninger der er blevet lækket.

Du har en hacket e-mail - hvad gør du?

Hvis din mail er blevet hacket, er det vigtigt, at du reagerer med det samme. En hacket e-mail kan nemlig lynhurtigt blive udnyttet af hackeren. Vi råder dig til, at du gør følgende:

Skift dit kodeord

Du skal skifte dit kodeord til den konto, som de it-kriminelle nu har adgang til, så hurtigt som muligt. Hvis du bruger det samme kodeord til flere konti, så skal de også skiftes. Husk at du ikke skal bruge det samme password til mere end en konto, og at dit password skal være langt og komplekst.

Kontakt dine onlinetjenester

Hvis det er dine kreditkortoplysninger, der er blevet hacket, skal du kontakte din bank og oplyse dem om, at du har haft et datalæk. De kan hjælpe dig med beskytte dine penge. Derudover kan det også være en god idé at kontakte dine andre betalingsbaserede tjenester, såsom streamingtjenester.

Hold øje med din konto

Vær opmærksom; uregelmæssigheder på den eller de konti, der er blevet hacket, viser at hackere er i gang med at udnytte dine personlige oplysninger. Kontakt virksomhederne, hvor du har de konti og fortæl dem om det.

Genvind kontrol over din konto

Det er muligt, at hackere ændrer din adgangskode til den hackede konto, hvilket blokerer din adgang til kontoen. Du kan kontakte den virksomhed, hvor du har din konto og få en vejledning om, hvordan du får kontrollen tilbage.

Tjek om dine e-mails sendes videre

Mens hackere har adgang til din mailadresse, kan vedkommende have udført det, der hedder mailhacking. Ved mailhacking får hackere adgang til alle dine kontakter og kan derfor videresende mails til dem. De mails vil typiske indeholde uønskede programmer, såsom malware, der kan inficere dine kontakters computersystemer. Så tjek om dine e-mails sendes videre og giv besked til dine kontakter om, at du er blevet hacket.

Scan dit computersystem

Det er muligt, at der er blevet installeret virus eller malware på din computer, mens hackeren har haft adgang til den. Kør dit antivirusprogram, så du får en komplet scanning af hele systemet. Det er vigtigt, at man altid har et opdateret virusprogram, og at man en gang i mellem kører en fuld scanning af systemet. Det er også en god idé at scanne din smartphone og tablet med et antivirusprogram for at se, om hackeren har opsnuset oplysninger fra flere platforme.

Øg din sikkerhed

Du kan øge din beskyttelse på nettet ved at slå to-trins-bekræftelse til, hvor det er muligt. To-trins-bekræftelse gør dine konti ekstra sikre, da du både skal bruge din adgangskode og en tilsendt adgangskode på din mobiltelefon for at logge ind på kontiene.

Start forfra med fuld beskyttelse

Hvis du én gang har haft et datalæk, er der en større risiko for, at du bliver offer for det igen. Derfor kan du for en sikkerheds skyld starte helt forfra med en ny computer og en ny e-mailadresse. Ved at få en ny computer sikrer du, at den er fri for malware.

Når du opretter en ny e-mailkonto, skal du selvfølgelig ikke bruge samme adgangskode, men ændre både dit brugernavn og dit kodeord, så de er markant anderledes og stærkere end de gamle.

Skift alle kodeord - og hold øje med dine SMS-beskeder

Det er en god idé at skifte brugernavne og kodeord til alle dine tjenester og apps, det gør det meget sværere for hackere at få adgang til dine konti. Det beskytter også din mobil, da de fleste bruger mange af de samme apps eller hjemmesider på alle deres enheder. Du skal selvfølgelig også installere et godt antivirusprogram på alle dine enheder.

Det er vigtigt at huske, at din mobil også kan hackes, f.eks. gennem phishing-SMS'er, også kaldet smishing. Derfor skal du være lige så opmærksom, når du bruger din telefon, som når du bruger din computer.

Forfatter Sofie Meyer

Sofie Meyer

Sofie Meyer er copywriter og phishing-aficionado her i Moxso. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og har gennem sin uddannelse haft en stor interesse for cyberkriminalitet, hvilket resulterede i et specialeprojekt om phishing.

Se alle indlæg af Sofie Meyer

Lignende indlæg