Historien om whistleblowing

Whistleblowing er en vigtig del af en virksomhed, og ordningen skal skabe tryghed og åben kommunikation mellem alle medarbejdere. Men hvordan startede ordningen og selve fænomenet? Her gennemgår vi historien om whistleblowing, så vi kan blive klogere på, hvad det er.

Ordningen vi tager for givet

Whistleblowing har længe været en ting, mange har taget for givet. Man tænker måske, at det kun er større organisationer, der har whistleblowere, der anmelder forseelser, så snart en forseelse sker. Dog er det et element, enhver arbejdsplads bør have. Whistleblower-ordningen skaber en transparens på arbejdspladsen, som gavner alle medarbejdere.

Heldigvis er tilfældet nu, at mange virksomheder indfører whistleblower-ordningen. Vi har også et blogindlæg, der belyser fordelene ved at have en whistleblower-ordning i sin organisation.

Fremtiden for whistleblowing bliver mere lys med tiden og med den opmærksomhed, der bliver skabt omkring det, bliver det normaliseret. Derudover har EU til mål at standardisere whistleblowing med deres whistleblowing-direktiv, der skal normalisere whistleblowing i EU-landene.

Et begreb med en historie

Til at begynde med, blev whistleblower-begreber brugt i det 19. århundrede. På engelsk beskriver begrebet en person, der ganske enkelt blæste i en fløjte (jf. “whistle” og “blower”). Ordet blev brugt i sin bogstaveligste forstand.

Senere i det 19. århundrede blev begrebet brugt om sportsdommere, der, som bekendt, bruger fløjten til at indikere forskellige domme i en sportskamp. Begrebet beholdt sin bogstavelig mening helt indtil det 20. århundrede, da det begyndte at få en ny betydning.

Det var nemlig først omkring 1930, at man kunne se den nye betydning, som vi kender i dag. Den metaforiske betydning blev koblet til begrebet og indikerede en person, der anmeldte forseelser, eller også om en person, der ønskede offentlighedens blik på en specifik sag.

Det var altså i midten af 1900-tallet, at fænomenet blev mere alment kendt og med den betydning, det har i dag. Med skiftet i betydning for whistleblowing, blev brugen af “whistleblower” minimeret i sport.

“Whistleblower” startede som en dommer i diverse sportsgrene, og endte med at beskrive en person, der anmelder forseelser på arbejdspladsen. I princippet er grundstenen i begrebet bevaret, da der bliver belyst en forseelse - om det er på fodboldbanen eller på en arbejdsplads. Problemer bliver fremhævet.

Det første kendte eksempel på whistleblowing, som vi kender det i dag

Whistleblower-fænomenet, som vi kender det i dag, er ikke et fænomen, der først kom frem i 1930. Princippet i en anmeldelse om forseelser har eksisteret længe, dog uden et beskrivende begreb for handlingen.

Derfor er det også vanskeligt at afgøre helt præcis hvornår den første whistleblower-sag fandt sted, da det eksempelvis kunne tænkes, at der i Romerrigets storhedstid sagtens kunne være whistleblowere. Men disse sager er aldrig blevet dokumenteret. Dog er en sag fra 1777 i USA blevet nedskrevet, og dermed også den første dokumenterede whistleblower-sag.

Denne sag fandt altså sted blot et år efter USA blev grundlagt. To amerikanske søofficerer, Richard Marven og Samuel Shaw, så deres kommandofører, Esek Hopkins, torturere britiske krigsfangere. Det var en handling, som de to officerer mente var ukorrekt og forkert.

Derfor gik de to officerer til deres leder og anmeldte hændelsen. På dette tidspunkt var det et sjældent syn, at se to underordnede melde en overordnet leder, da hierarki og loyalitet over for kommandører var essentiel.

I 1777 var der ikke samme forsikring for whistleblowere, som man har ved en whistleblower-ordning nu. Så dengang risikerede man seriøse konsekvenser ved at anmelde en forseelse - selvom det var korrekt at anmelde, kunne man altså risikere at blive fyret af en leder for at anmelde dem.

Vigtig opbakning

Marven og Shaw havde ikke samme forsikring, som vi har i dag, når vi whistleblower. Begge søofficerer blev suspenderet fra deres stillinger. Ydermere anmeldte kommandoføreren også de to officerer for injurie, hvilket førte til fængselsstraf.

De to officerer gik til Kongressen for opbakning, hvor de forklarede situationen, og hvorfor de havde anmeldt deres kommandofører. Kontinentalkongressen vedtog enstemmigt landets første whistleblower-lov, der altså skulle beskytte whistleblowere. Dette trådte i kraft i 1778.

De to officerer blev løsladt efter et år, og deres kommandofører blev fyret fra sin stilling. Marven og Shaw vandt sagen i sidste ende.

Det var dermed Marven og Shaws sag, der var begyndelsen på whistleblower-ordningen, som vi kender den i dag. Dengang udsatte de en ledende officer for æreskrænkelse, da de gik efter deres intuition og pligt for samfundet, frem for loyalitet overfor en ledende officer. De kendte til konsekvenserne for æreskrænkelse, men anmeldte Hopkins alligevel - dette var startskuddet til en fremtid med mere åben og ærlig kommunikation.

Nutiden har lært af whistleblowingens begyndelse og beskytter medarbejdere, når de anmelder en forseelse på arbejdspladsen. Mange whistleblowere har gennem tiden skulle gennem retssager uden denne beskyttelse fra whistleblower-ordningen.

Derfor skal man ikke være bange for at lave whistleblowing, for vi skal normalisere fænomenet. Fordelene ved whistleblowing er mange, og det skaber en mere sikker og transparent arbejdsplads, hvor ansvaret ligger hos den enkelte medarbejder.

Det er heldigvis blevet lettere at anmelde forseelser. Derfor opfordres det også til at anmelde dem, hvis man oplever noget, man mener er moralsk og etisk ukorrekt. Whistleblower-ordningen er med til at sikre anmelderne fra repressalier, og bakker dermed op om loyalitet overfor virksomheden, man arbejder hos. Når man anmelder forseelser, hjælper det altså virksomheden til at bygge et sikkert og trygt arbejdsmiljø.